I slutningen af 1980'erne henvendte menighedsrådet ved Vejrup
Kirke, en middelalderkirke ca. 25 km. øst for Esbjerg, sig til Karen
Margrethe Høskuldsson med opgaven: at tegne et kortæppe til
kirken. Tæppet skulle syes som stramajbroderi af menighedens medlemmer.
Udgangspunktet for tæppets motiv blev altertavlen, et maleri der
beskriver den gammeltestamentlige fortælling om Abrahams ofring af
sin søn Isak. Maleriet er holdt i dystre farver og arbejder med
situationen, hvor Abraham netop skal til at udføre ofringen. Tæppets
motiv tager tråden op fra maleriet og fortsætter fortællingen,
hvor en vædder pludselig står viklet ind i en busk - og den
bliver så ofret i stedet for Isak.
Hovedfiguren i tæppet er således en vædder, der er viklet
ind i grønne bånd, der stilmæssigt sender en hilsen
til vikingeornamentik og tolkningsmæssigt slår bro mellem buskens
grene og begrebet 'forviklinger'. Rundt om vædderen, der i fortællingen
overtager rollen som offer, ses nutidige pendanter til dens lod i form
af mennesker, der også hellere ville være deres skæbne
foruden. Centralt foran alteret ligger en soldat i en blodpøl. Øverst
til venstre står en by i flammer, mens en bombemaskine flyver over.
Til venstre sidder en gammel, ensom mand og stirrer ud i intetheden. Nederst
til venstre er en gruppe flygtende mennesker. Nederst til højre
står nogle udsultede børn og rækker et par skåle
frem. Til højre (på billedet skjult af træværket)
står en mand bag tremmer. De seks omkransende figurer er viklet med
ind i de grønne slyngninger.
10 år senere var kirken blevet restaureret med rådgivning fra
Nationalmuseet, hvilket blandt andet medførte en ændring af
farverne på træværket i kirkens kor. Som afslutning på
projektet ønskede man nu at videreføre ideen fra kortæppet
og brodere betræk til knæfaldet, præstens bedeskammel
og to brudestole, der står i korets hjørner.
Som motiv på knæfaldet valgtes udelukkende grønne
slyngninger, der virker som et 'preludium' til kortæppet. Bedeskamlen,
som på billedet lige kan skimtes til venstre foran alteret, bærer
samme motiv som tæppet har nedenunder skamlen - det øverste
af den brændende by - og både ild og slyngninger løber
op ad siderne på skamlen.
Brudestolene har også hver fået et motiv, bygget op af slyngninger,
men linjeføringen i de to motiver er her variationer over en hjerteform:
den ene i et maskulint formsprog og den anden i et feminint formsprog.
Når stolene stilles tæt ved siden af hinanden løber
de to hjerteformer over i hinanden på stolenes side, uanset hvilken
af dem der står til højre og hvilken der står til venstre.
Men står stolene 'rigtigt' i forhold til placeringen af henholdsvis
brud og gom, læner de to hjerteformer sig mod hinanden.
Knæfald, bedeskammel og brudestole blev indviet i år 2000.
