Af Randy Møller Hansen, SFO Hjerter To og
Karen Margrethe Høskuldsson, Høskuldsson Design.

   Der er ikke ret meget, der kan hamle op med at skifte identitet og være ukendelig for omverdenen, når fantasien skal leves helt ud i en leg. Og hvad kan vel være bedre, end selv at udtænke og fremstille forklædningen, der gemmer den person, man er nødt til at være hele resten af dagen? Et 3-ugers forløb på Hjerter To viste noget nyt om børnenes gevinster ved at fordybe sig i et kostumeprojekt på helt egne betingelser.

   Opskriften lyder: Man tager en pædagog med hang til syværkstedet, en beklædningsdesigner, der med faglig kompetence kan tilføre et kreativt overskud, alle de børn på SFO'en, der har lyst til at være med - og så en god anledning til at sætte deadline for projektets afslutning.

Lad fantasien bestemme.
   Vi benyttede os af den sene placering, Påsken havde fået i foråret 2000, og inviterede alle Hjerter To's børn til selv at lave deres egne fastelavnskostumer. Det gav en tilslutning fra alle aldersgrupper - lige fra 0. til 4. klasse. Udgangspunktet skulle være børnenes egne ideer uden begrænsninger i form af "det bliver for svært", "det kan vi ikke finde ud af" og "det kan du ikke nå". Vi skulle møde børnene på deres eget niveau, bakke deres ideer 100% op og finde løsningsmodeller, så deres
visioner kunne blive til virkelighed mellem deres egne fingre. De voksnes opgave skulle altså være den, at rydde hindringerne af banen, fuldstændig som dem, der fejer isen foran en curling-sten. Og det vil igen sige alt lige fra at ophæve tyngdekraften til at tråde en symaskine. Hundesvært, enormt inspirerende og fantastisk udbytterigt i form af fordybelse, indlevelse og sejre for børnene.

   For at have et udgangspunkt at forholde os til, måtte vi have børnene til at tegne sig selv, som de skulle se ud til fastelavn. Der var ikke tid til unødige misforståelser i form af misinformerende skitser, så alt skulle tænkes igennem på tegneplanet, inden noget gik over til tre dimensioner. "Jamen børn kan jo ikke tegne sig selv med de rigtige proportioner!" - Nej, men de kan tegne tøj til en påklædningsdukke - ikke? Så den teknik blev taget i anvendelse med stor succes.

Ud til grænsen - og så lidt længere.
   Første fase bestod i indlevelse i den figur, man skulle ende med at være. Det vil sige, at det enkelte barn skulle agere sin figur foran et kamera med kropssprogets fulde brug. Den voksne rolle bestod her i at hjælpe barnet til at overskride den første grænse af pænhed og få kropssproget til at blomstre. Skal man være en vaffelis, må man også gebærde sig som en vaffelis. Sådan en er i godt humør, imødekommende og synes den er enormt lækker - indlevelse, kropssprog, digitalkamera -
og ud kommer et billede, der kan klippes ud til påklædningsdukke.

   Fordelen ved at have dukkerne at tegne efter er dels, at der er fri bane for en egentlig kompositionsfase for børnene, når kroppens proportioner er lige til at gå til, og kropssproget er befordrende for ideen, og dels at det ikke er det store tidsrøveri at lave flere skitser, hvor man prøver forskellige muligheder af. Når man nu skal være græskarmand, kan man jo godt vælge den allermest forsigtige løsning og tegne et lille græskar på maven af en T-shirt - men man kunne jo også..... Der bliver tegnet om igen. Græskarret vokser i dimensioner for hver gang. Tegningerne bliver sammenlignet og diskuteret. Hvilken forskel er der mellem den lille forsigtigt tegnet græskar på en stor bluseflade og et kæmpegræskar, der omslutter hele kroppen, så man bliver et græskar? Spørgsmålet lyder: Hvad, synes du, der vil give den bedste effekt? - og ikke: Hvad vil være det
nemmeste?!

Teknik og kompetence.
   Når det så bliver alvor, må der vælges teknikker, som børnene kan overskue. Men her kan man få sig nogle gevaldige overraskelser i forhold til, hvor meget børnene faktisk godt kan selv, og hvor
lidt der kræver voksen overtagelse.

Papmache er en dejlig og børnevenlig opfindelse til store faste former, men et stort hoved i stivnet papirmasse gør jo ikke en hel bamse. Noget skal syes, og det skal der laves mønstre til. Så skal man finde ud af at tage mål de rigtige steder, og bruge sin viden fra regnetimerne til at få sit mønster konstrueret. Man skal også lige huske at skrive på de enkelte mønsterdele, hvad de er til, og så får man brugt lidt fra dansktimerne. Motorikken bliver stillet på en god prøve, når stoffet ligger spredt
ud, og der skal klippes efter mønsteret  - som man selvfølgelig selv har klippet ud først.

   Og hvem havde troet, at man kunne slippe 1. klasses børn (næsten) løs ved en symaskine med beskeden om at sy "herfra og dertil"? Bevares kan det ikke anbefales at nogen blindt producerer linealer efter de sømme, der kommer ud af maskinerne. Men Pandabjørnen kunne drage hjem med en heldragt, der var så godt som selvsyet! Og den stolthed, der strålede ud gennem maskehovedets øjenhuller, var ikke til at tage fejl af! "Jeg har selv lavet den!"

Proces og resultat.
   Det hovedindtryk, der står tilbage efter sådan et forløb, er en stor fornemmelse af skaberglæde hos børnene. I stedet for at skulle se på, at nogle voksne havde det gevaldig hyggeligt med at sidde og kreere flotte kostumer, var de selv den skabende faktor - og vel at mærke skabende fra den første ide til den sidste afpudsning. De har mærket sammenhængen mellem indsats og resultat - ikke mindst på baggrund af de faser, hvor hver anden sætning i lokalet lød: "Tror du, jeg når at blive
færdig?"
 

En dag kom der en meget seriøs diskussion i gang mellem børnene om forskellen mellem at lave sit fastelavnskostume selv eller købe et færdigt i en vis legetøjskæde. "Det man laver selv er meget flottere! Og så kan man lege i det! Det andet kan jo slet ikke tåle noget som helst!" De har mærket glæden ved at kunne udforme noget helt efter egne ønsker i stedet for at skulle tilpasse sig et færdigproduceret dusinprodukt med dets kvalitative begrænsninger. Og der er ingen fare for sagsanlæg for kopiering fra nogen som helst koncerner: Grislingen lignede ikke noget som Disney og Co. ville kunne genkende - men Rikke var Grislingen!   Og hvad har børnene ellers fået ud af forløbet? Ja, det spøger i hvert fald stadig en måned efter Fastelavn. Ellers var Andrea ikke standset op ud for en rispapirslampe med ordene: "Se! Den er jo lavet på samme måde, som vi lavede mit græskar!"   _____________________________________________ Denne artikel er bragt i bladet Unge & Unger 14, juni 2000, udgivet af Pædagogisk Center Albertslund.

Links til kostumer, kurser om kostumer, et andet projekt med børnekostumer og en prøve på et undervisningsmateriale, der kan bruges i forbindelse med fremstilling af børnekostumer.
Link til forsiden for Høskuldsson Design